Som at surfe på en tsunami af motivation

Det her er mit første indlæg og jeg glæder mig til at skrive mange flere! Og det handler om min motivation for at lave denne blog.

For nogle år tilbage købte jeg et domænenavn og begyndte at bygge hjemmeside, behind the scenes – dvs. den blev aldrig lanceret. Ideen var, at den skulle handle om det, jeg interesserer mig allermest for, og som jeg har skrevet kandidatafhandling omkring: Livsstil, hvordan man ændrer sine indgroede vaner, samt bevarer motivationen for den nye, mere aktive livsstil. Og det var ment som en virksomhed.

Sådan skulle det dog alligevel ikke blive i første omgang.

Om end jeg fortsat havde interessen for temaerne aktiv livsstil og hverdagstrivsel, så turde jeg ikke kaste mig ud i virksomhedsverdenen, uden et ordentligt fundament at stå på, og uden en solid tiltro til mine egne kompetencer.

Den tiltro har jeg dog nu.

Jeg føler, at min motivation, for at udleve min drøm om livsstils- blogging og vejledning, er som en tsunami, der skyller ind over mig og mit surfbræt, og med al sin kraft får mig til at flyde i denne retning. Jeg har hverken lyst til eller mulighed for at kæmpe i mod. Jeg flyder med. Jeg skubbes frem af naturens stærke kræfter. Når timingen er helt perfekt, lige når jeg mærker, at bølgen er ved at skylle ind over, så rejser jeg mig på mit bræt, forsøger at holde balancen – med blikket dybt fokuseret i én og kun én retning: Derhen, hvor jeg ønsker at bevæge mig.

Timingen er nu. Lige nu.

Jeg ridder på bølgen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *