Min liste over ting, jeg har valgt at acceptere – fordi selv-accept og ærlighed eliminerer skammen…

Jeg har indset, at det er spild af tid og god energi at ærgre mig over ting, der ikke umiddelbart kan ændres eller kontrolleres. Derimod forsøger jeg at rette min energi mod de ting, der faktisk kan ændres og acceptere de ting, der er vilkår.

Jeg vil ikke være som alle andre. Jeg vil være mig. Og jeg vil være det på min måde. Og min måde er helt okay. Sådan har jeg ikke altid haft det. Jeg har været bange for at “blive afsløret” i mine ufuldkommenheder. Jeg har været bange for, hvad andre tænkte om mig, hvis de vidste, at jeg ikke havde set eller talt med min far i flere år: “Der måtte jo være noget galt med mig.”

Heldigvis har jeg det ikke sådan længere. I dag står jeg ved mig selv og min livshistorie. Jeg står ved de erfaringer, der har gjort mig til den, jeg er. Der er intet at skamme sig over – det er, hvad det er. Og jeg er faktisk stolt af den måde, jeg ser verden på, og de farver jeg opdager i mig selv og andre.

Jeg har nemlig fundet ud af, at jo mere ærlig og tro, jeg er over for mig selv og over for verden, jo mindre skam oplever jeg. Jeg er kommet dertil, hvor jeg kan lide at være #perfektuperfekt – det er så dejligt “udefineret”. Når jeg sætter ord på de ting, jeg synes er “pinlige” eller på de områder, hvor jeg ikke føler mig fuldstændig på solid grund, sætter ordene og attituden mig fri:

Ordene og selvets maskefald eliminerer skammen og følelserne af utilstrækkelighed.

Selvværd, selvtillid og selv-accept

Selvværd handler om den holdning, man har om sig selv som menneske, hvor værdifuld, man vurderer sig selv, og i hvilken grad man har en følelse af at være værd at elske.

Selvtillid handler om vurderingen af de ydre kvaliteter, der kan ses af en selv og andre, og indbefatter, hvor kompetent og dygtig, man føler sig inden for et givent område (fx skole, karriere, sport, udseende m.m.).

Selv-accept handler ikke om en vurdering, men derimod om, at man omfavner alle sine facetter – de attraktive såvel som de svage og begrænsende. Dvs. på trods af bevidstheden om (særligt de negative) facetters eksistens, accepteres, at “det er en del af mig og jeg accepterer ikke mig selv mindre pga. deres eksistens”.

Selv-accept er nøglen til glæde og velbefindende

Et godt selvværd hænger sammen med mental trivsel. Hvis man oprigtigt vil forbedre sit selvværd, så tror jeg, at man er nødt til at udforske de sider af sig selv, som man endnu ikke er i stand til at acceptere og “rumme” – de sidder, som også kaldes “skyggesider”.

At holde af sig selv, handler dybest set om at acceptere sig selv, som man er. Og for at acceptere sig selv, så er det vigtigt, at der skrues ned for den indre kommenterende dommer, der konstant kritiserer og peger på “short comings”. Når denne dommer “dæmpes” og vi er mindre hårde ved os selv, vil vores følelse af værdi naturligt stige. Når vi accepterer os selv, så går vi ikke konstant og sammenligner os med andre. Derimod rummer vi os selv, og når vi gør det, bliver vi automatisk mindre kritiske, og dermed højnes selvværdet. Det er ren win-win!

At respondere frem for at reagere

Jeg bryder mig ikke om at “miste besindelsen” og sige ting, jeg ikke kan stå inde for. Det kan have alt for store konsekvenser. Derfor bestræber jeg mig på at respondere og ikke reagere. Forskellen er, at responsen er overvejet, og reaktionen er umiddelbar.

Da jeg var yngre, var dette en udfordring. Jeg havde en tendens til at reagere uhensigtsmæssigt på mine følelser (typisk vrede og frygt), hvilket ofte ikke førte noget hensigtsmæssigt med sig, andet end, netop det frygtede – som en slags selvopfyldende profeti: At den person, jeg var bange for at miste, netop blev skubbet længere væk fra mig, fordi jeg reagerede på mine følelser på en ikke-konstruktiv måde og ikke greb situationen an fra en rationel position.

At møde mig selv, omverdenen og livet med ro – et mantra, der virker

Nu har jeg et mantra, som jeg forsøger at navigere efter i hverdagen og især, når jeg står i tilspidsede situationer. Det virker faktisk for mig.

Mit mantra er: “Jeg vil møde livet med ro”

At møde livet med ro er en “mental forberedelse” – en slags rustning, jeg ifører mig, hvor jeg forestiller mig, at “uanset, hvad, der kommer mod mig, så glider det af min rustning.” Så kan jeg forsøge at samle det op og betragte det med nysgerrighed og åbenhed, frem for et umiddelbart modangreb. Iført rustningen, er jeg i kontakt med den “tænkende del” af min hjerne. Herfra kan jeg også være nysgerrig på det jeg oplever og tænker, og spørge mig selv:

“Hvad er det, “det her” prikker til i mig – hvad får det mig til at tænke – føle – og hvad giver det mig lyst til at gøre?”

Accept-listen

Jeg har lavet en (ikke-udtømmende) liste over ting, jeg har accepteret og som ikke påvirker mig i nær det samme omfang som tidligere, og som jeg derfor føler mig “sat fri fra”:

Jeg accepterer, jeg ikke er et overmenneske – men blot et menneske – én af mange. Rigtig mange – faktisk 7 milliarder mennesker. Denne accept giver mig ro. Ro i sindet. Tanken er især virksom som “lyddæmper”, når min “indre dommer” kommer på besøg. At jeg bare er “en af mange” får mig fx til at poste mine blodindlæg på 80 % og ikke 120 % – netop fordi tanken giver mig plads til “bare at være mig – med de tanker jeg nu en gang har – og som ikke behøver være ‘helt geniale’…” – hvilket fører til næste punkt, som ligger i forlængelse af dette…

Jeg accepterer, at jeg ikke er “bedst” (og hey, hvordan måler man “bedst” i discipliner, der ikke er direkte målbare?) Jeg er, populært sagt, “et konkurrencemenneske”, så jeg er ganske dygtig til hurtigt at sammenligne mit niveau med andres, og have et ønske om at udmærke mig. Det er et drive, der får mig langt, så jeg vil ikke bytte det ud – men jeg vil heller ikke lade det få mig ned med nakken, når jeg så ikke er “den bedste” ved at anlægge et negativt fokus på mit niveau. Derimod accepterer jeg “det gode nok”, så længe, jeg lægger en god indsats for dagen og gør “mit bedste” – uanfægtet, hvad “andres bedste” så måtte være. Jeg er jo i bund og grund mit eneste og bedste sammenligningsgrundlag. Derfor vil jeg hellere se på, hvor jeg har rykket mig fra og til, og mindre på, hvor jeg ikke har rykket mig til – endnu. Vi har alle vores kompetencer, som kan sættes i spil, på berigende måder – der er ikke en “one fits all”-måde at gøre tingene på alligevel. Desuden, hvem gider være omkring én, der i alle discipliner udkonkurrerer? Jeg gider i hvert fald ikke 😉

Jeg accepterer, at ikke alle kan lide, hvad jeg skriver – mener – synes. At tænke, at uanset, hvad folk tænker om mine “pip”, så skal de have lov til at tænke lige netop det. Det er deres tanker. Det er deres måder at opfatte, anskue og vurdere. Det betyder ikke, at mine pip ikke er værdige. Det betyder blot, at jeg ikke altid kan ramme alle positivt. Der var en gang en motivations-coach, der sagde “hvis I forsøger at ramme alle, så rammer I ingen” – og den har jeg taget til mig. Jeg vil hellere skrive tydeligt og stærkt, og så tage imod den kritik, der måtte komme, end at skrive “pleasende” og diplomatisk (hvis det da er muligt!?). Og hey, hvordan ville verden ikke se ud, hvis vi alle gik og var enige i alt? Hvor ville nuancerne være? Det ville for mig at se være en farveløs verden.

Jeg accepterer min skæve fortand. Det har taget mig år – ret mange, faktisk – at acceptere min skæve fortand. Jeg vil lyve, hvis jeg i næste sætning skriver, at jeg hellere vil have min tand end et helt symmetrisk tandsæt (måske dét med symmetrien hænger lidt sammen med mine OCD-tendenser!? 😉 ) – men jeg har fundet ro i at acceptere, at det nu engang er sådan mine tænder har placeret sig. Nu smiler jeg med tænder på billeder – hvilket jeg nærmest ikke gjorde op gennem mine teenage-år. Nu ser jeg tanden som et kendetegn ved mig. Lidt ligesom Madonnas mellemrum. Jeg vil (selvfølgelig) hellere have netop den tand end ingen tand (man må af og til sætte tingene på spidsen 😉 ) – det vil jo se helt fjollet ud – og så vil jeg da faktisk også gerne kunne genkende mig selv på en karikaturtegning. Hey, den tanke var ny – og jeg kan lide den!

Jeg accepterer den tid, jeg ikke så min far. De 12 år, hvor jeg voksede fra at være en ung teenager til en voksen kvinde. Jeg tror på, det har været mangel på hensigtsmæssig konflikt- og følelseshåndtering, der har forårsaget og opretholdt adskillelsen. Jeg er glad for, vi i dag fokuserer på nutiden og den relation vi kan bygge op i dag, på trods af de “kontaktløse” år og den sorg, der også eksisterer i den del af livshistorien. Jeg har valgt at tilgive – hvilket jeg kommer til at skrive mere om i et senere indlæg.

Jeg accepterer fortiden. Jeg vælger at anse fortiden som et sæt af erfaringer, der guider mig og ruster mig til nutiden og fremtiden. Jeg accepterer, at min historie og mine erfaringer gør mig til mig – og at jeg er lige som jeg skal være – med alle mine styrker og ufuldkommenheder.

Jeg føler accepten og frisættelsen, når jeg tænker, at vi alle er som unikke, interessante mosaikker af vores fortid, nutid og forestillede fremtid. Og, at vi netop ikke skal skjule os selv, men derimod droppe filteret og vise vores sande farver. Verden ville være farveløs foruden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *