Tanker om grænsesætning og selvrespekt

Hvad er personlige grænser, og hvor går de? Får du sat dem? Hvordan og hvor virksomt beskytter de dig?

Jeg har gået og tænkt lidt over temaet “grænser” og ordets mange sammensatte varianter, såsom grænse -løs, -overskridelse, -flytning, -sætning.

Jo mere bevidste vi er om vores moralsæt, vores værdier, vores personlige præferencer og vores ret til at sige til og fra, jo bedre kan vi beskytte os selv og vores grænser. Og det er ofte et vigtigt emne inden for psykoterapi, fordi evnen til at sætte grænser har en stor betydning for, og er en vigtig del af, vores daglige trivsel. Grænsesætning foregår i vores forhold til andre, herunder vores partner, venner, familie, arbejdsgivere, og ift. vores måde at forvalte vores økonomi, madindtag etc. Det handler om “at have sig selv med” – hele vejen.

Grænser er til for at beskytte os

En grænse er en slags tænkt linje, der markerer overgangen fra et område til et nyt – som et slags “hertil – og ikke længere, tak!”. De personlige grænser er usynlige og symbolske “hegn”/afgrænsninger, der har tre formål: 1) at holde folk uden for vores sfære (at de ikke kommer “for tæt på”), for at de ikke kan udnytte/misbruge os, 2) at afholde os selv fra at bevæge os ind i andres sfære (igen, “gå for tæt på”) og skade dem, og 3) de giver os en fornemmelse af, “hvem vi er”.

Vi har forskellige ydre (fysiske og seksuelle) og indre (emotionelle) grænser. Grænserne er ikke statiske, men dynamiske – dvs. de ændrer sig konstant gennem dagen afhængigt af konteksten. Vi har altså forskellige grænser for, hvad vi gør og deler med hvem; fx så er det ikke ofte, vi deler de samme informationer med vores arbejdsgiver, som vi gør med vores tætte venner, og vi gør ikke de samme intime ting med vores venner, som vi gør med vores kæreste osv. (det forholder sig som oftest således, men der er selvfølgelig nogle tilfælde, hvor andre grænser og normer er i spil).

At kende sine grænser er at vide, hvad man vil være med til og ikke vil være med til.

Hvordan finder man sine grænser? Det er et godt spørgsmål. Grænser er ikke ens og derfor kan man ikke bare slå op i en bog og læse sig til “den gyldne afgrænsning”. Det er netop derfor de ofte omtales som “personlige grænser” og derfor, at man skal “ud og prøve sine grænser af”. Nogle gange opdages grænserne først efter, de er overtrådt. Andre gange er der en vis mavefornemmelse/intuition, der kan guide os til ikke at “bevæge os (videre) ud ad den sti” – og så har vi mærket og respekteret vores grænse.

Hvor kommer grænserne fra? Grænser indlæres ofte i opvæksten, og påvirkes meget af, hvordan familien håndterer og modellerer grænsesætning. Det er dog aldrig for sent at arbejde med sine grænser og lære at sætte dem på en måde, så man stadig har det godt bagefter.

At sige fra er at respektere sine grænser

Når din grænse overskrides

Hvordan føles det at få overtrådt sin grænse? Hvis du føler dig “brugt”, “udnyttet”, “presset til at gøre noget” eller “manipuleret med”, så handler det højst sandsynligt om, at du ikke har sat din grænse dér, hvor det stadig føltes godt. Grænsesat lige dér, hvor du stadig havde dig selv med og havde lyst til at være en del af det, der skete. Du er formentlig kommet til – måske ubevidst eller ikke-intenderet – at lade dig selv eller en anden overskride din grænse og dermed bevæget dig ind på et område, hvor det ikke længere føles godt, trygt og sikkert.

Bagefter kan der opstå et vist ubehag, en følelse af tvivl rettet mod dig selv og din omverden, og en forvirring over situationen: “Hvad skete der, og hvordan endte vi her?” Du kan altså opleve en slags følelse af ikke at have lyttet til dig selv og ikke have respekteret din egen grænse, hvilket kan medføre et fald i selvrespekt og en mistillid til dine egne evner til at beskytte dig selv næste gang. Du kan også have en følelse af, at du ikke har forsvaret dig godt nok under et verbalt overfald – hvilket efterfølgende kan resultere i følelser af afmægtighed, selvbebrejdelse, skam og fald i selvagtelse.

Disse efterreaktioner og følelser betragter jeg som vores “navigatører”: De indikerer, at vi skal ændre kurs. Det kan vi gøre ved at forholde os til situationens karakter og se på, hvordan vi håndterede den, og hvad vi ville ønske vi havde gjort i stedet. Så hvis vi kunne gå tilbage i tiden og hvis vi vidste, at der ikke ville ske noget meget ubehageligt, var der så noget, vi ville have gjort anderledes? Ville vi have afbrudt situationen eller fået den til at ændre kurs tidligere? Disse betragtninger hjælper dig til at være bedre rustet til at håndtere fremtidige udfordringer af den slags karakter.

Det kan være svært at sige nej

Det kan være svært at sige nej til noget, man dybest set ikke har lyst til at deltage i; det kan være alt fra at deltage i en begivenhed, hjælpe med oprydningen efter festen, afvise en date eller sige nej til sex. Ofte handler det om, at vi er bange for konsekvensen af at sige nej: Bliver den anden person vred/afvisende/kold/uinteresseret og/eller sker der noget med vores forhold? Disse bekymringer kan afholde dig fra at sætte din grænse, dér hvor du har lyst, hvilket medfører, at du – hårdt sagt – “tillader et grænse- overgreb/overskridelse”.

Den sunde grænsesætning

Jamen, hvordan sætter man så grænsen på en ordentlig måde, så den anden ikke bliver [indsæt selv den anden persons følelse, som du frygter skal møde dig, fx vrede/tristhed/frustration/…]? Det er svært at svare på, idet mennesker jo er forskellige. En naturlig bekymring er, hvordan den anden person håndterer den afvisning, som en aktiv grænsesætning, i bund og grund, er. Den anden persons respons på afvisningen forbliver ukendt, indtil man trækker stregen i sandet.

Du er i din gode ret til at sige nej uden forklaring. Det er simpelthen i orden at afvise med et “Tak, men det har jeg ikke lyst til”. Ikke at overforklare er et afgørende aspekt ved grænsesætning, fordi alle har ret til at bestemme, hvad de vil og ikke vil gøre/deltage i.

Tip: Hvis du afviser en person, som derpå bliver udspørgende og ikke respekterer din grænsesætning, kan en virksom respons være – når du føler, du har sagt, hvad der er at sige – at sige noget i stil med: “Jeg synes, jeg har svaret på dit spørgsmål/gjort det klart, hvordan jeg har det, og jeg ser ingen grund til at forklare mig yderligere.”

Vi kommunikerer “os selv”, vores position og værdier, og står ved os selv, med vores grænsesætning

Når du sætter din grænse og dermed viser dig selv respekt, så gør du det også nemmere for modparten at forstå dig. Tydelig grænsesætning er tydelig kommunikation. Og tydelighed giver forudsigelighed, ro og tryghed. Idet vi er forskellige og ikke er tankelæsere (end ikke psykologer – say whaaat?) og da grænser er individuelle, er tydelighed omkring grænser vigtigt, for at lære hinanden at kende, så vi kan omgås hinanden uden nogen føler sig forulempet. Ingen kan vide præcis, hvor dine grænser går – derfor er det dit ansvar at kommunikere dem og “gøre dig forståelig”. Og tydeligheden bevirker en større sandsynlighed for, at du beskytter dig selv virksomt, og at tilliden til dig selv og den, som respekterer dine grænser, vokser. Med voksende tillid flytter vores grænser sig.

Derfor: En god måde at forstå og undgå at overskride sine egne og andres grænser er via åben, ærlig og tydelig kommunikation. Det minder mig om en sætning, som min mor har lært mig – og som særligt også gælder i kommunikationen og samspillet omkring grænser:

“Hvis du ikke sender de rette signaler, så modtager du heller ikke de rette.”

Husk, det er aldrig for sent at arbejde med sig selv og udvikle sine evner til at håndtere vanskelige situationer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *