Snart 30, single og uden livskrise – say what..?

Kan man virkelig være næsten 30 år, single og tilfreds med tilværelsen, selvom der ikke er bryllup, baby og bleer i sigte – i hvert fald ikke inden for nærmeste fremtid? Svaret afhænger bestemt af, hvem der spørges – men hvis jeg bliver spurgt, så er svaret et højt og rungende: JA! Hvis min familie blev spurgt, på mine vegne, så tror jeg deres svar ville være et andet(!) Er du nysgerrig? Så læs videre…

Juni = sommer, sol og fødselsdagsfejring! Det er ingen hemmelighed, at jeg bevæger mig mod min 30-års fødselsdag – men, ulig så mange andre (i hvert fald ift. mit umiddelbare indtryk), så er jeg ikke i krise over afslutningen af mit andet årti. Saaay whaaat? Næ nej, jeg er faktisk helt okay med det.

Mine begivenhedsrige 20’ere

Jeg er stolt og glad over alle de milepæle jeg har nået, og de oplevelser jeg har haft i mine 20’ere – og jeg er glad for min hverdag og min form; jeg føler mig sund og stærk og sjovt nok ”ung”. Jeg har opnået min universitetsgrad, startet egen virksomhed og netop startet på uddannelse som personlig træner og kostvejleder – som muliggør min drøm om at udvide min blog og gøre den til en praksis.

Jeg har været på utallige uforglemmelige rejser – både alene og med gode venner. Jeg har fundet glæde i dansen og lært et nyt sprog. Jeg er en del af nogle fantastiske fællesskaber og jeg føler virkelig, jeg stortrives i mit hverdagsliv, hvor jeg jonglerer mellem tre jobs, uddannelse, træning, dans, spansk, bloggen og masser af socialitet. Derfor er det ingen sag at blive 30 år – for mig.

Det er som om, andre har travlt på mine vegne

Når nu jeg skriver, at det ikke er en sag ”for mig”, så er det fordi, jeg af og til føler, at det er en sag ”for andre”. Det er som om, andre har nogle forventninger (eller, det er nu nok forhåbninger?!) til, hvordan jeg skal leve mit liv. Og jeg ved godt, jeg ikke er den eneste, der får nedenstående slags spørgsmål, men jeg bliver faktisk enormt provokeret over, at det er så stort et emne for andre.

Jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at jeg mellem 5-10 gange om måneden direkte adspørges til min nuværende ”livsform”/”livsvalg” om at leve det dynamiske og spontane singleliv, som på mange måder er kendetegnet ved ”nu og her” – en god pendant til de andre mere forankrede aspekter af mit liv (som eksempelvis mit virke som psykolog ved ungsamtale). Jeg modtager spørgsmål, såsom (og ja, det er sandt!):

”Skal du ikke snart finde en kæreste? Du ved jo godt, at det bliver sværere at finde en kæreste, jo længere tid, du er dig selv. Jo mere sær bliver man jo” – Tak for info og for hentydningen, men jeg er rimelig sikker på, det nok skal løse sig. Jeg gider bare ikke forcere det. Den model er prøvet og det virker ikke for mig. Jeg skal ikke møde en fyr på Tinder – jeg skal simpelthen støde ind i ham, uventet, og mærke dét, der opstår, frem for at forsøge at få noget til at passe sammen. Det virker bare ikke for mig – og sådan er det 😉

”Skal du ikke snart slå dig ned og få nogle børn?” – Som i lige nu? Med en voksende virksomhed og en ny i pipelinen? – arg, det kalder jeg altså ikke god timing 😉 Og hey, børn er bestemt en gave i det liv, hvor de ønskes, men lige nu er min tilværelse ikke indrettet med plads til den gave. Det kommer. Måske. Måske ikke. Det vil tiden vise.

”Har du overvejet at få frosset dine æg ned?” – Say what – are you sh*tting me!? Blev jeg virkelig lige spurgt om det!? Det er da et megaprivat anliggende!

”Har du overvejet om du vil have børn alene, hvis du ikke finder en kæreste?” – Altsååeh, fordi jeg stadig er single som 29-årig, så er det et relevant spørgsmål nu eller hvad har du i tankerne? Så vidt jeg ved, så har jeg liiige et lille årti endnu før mine nuværende glade og superfriske æg begynder at danse indvendigt – så spørg mig dér, hvis det er relevant, og hvis du tør – tak! 😉

”Ej, men Tanya, du skal jo have børn! Jeg tror i hvert fald, du bliver ensom, når du bliver gammel, hvis ikke du får børn” – Mange tak for rådet, som jeg ikke bad om(!) Men altså, det må tiden vise. Jeg tror ikke, jeg er typen, der stopper mit liv for good og fortryder alle de gode ting, jeg så fik ud af livet i stedet. Jeg nyder, hvor jeg er – og den egenskab (at kunne fokusere på livets mange glæder) tilstræber jeg at bevare fremover – it’s all about attitude, baby! Og hey – hvad så med dem, der ikke kan få børn? De kan da godt få gode og glade tilværelser. Dét, der er glæde for dig er ikke nødvendigvis det samme for mig. Vi er som mennesker forskellige, og hvor er det fantastisk med den mangfoldighed.

”Du kan jo ikke blive ved med at leve så egoistisk en tilværelse” – Hey, tak for ”komplimentet”, and just for the record: Det kan jeg sådan set godt – jeg bestemmer jo selv 😉

Respekt for diversitet – det bør ikke skulle forsvares (note to self!)

I virkeligheden så handler det her indlæg ikke om, at jeg har behov for at svare igen. Jeg har dog lyst til at kaste lys på emnet, fordi der er så mange faktorer, der spiller ind.

Jeg, som er så nysgerrig på livet, vil da meget gerne tage en snak med disse personer om, hvad der for mig er en god tilværelse, og hvad der gør, at det netop er det. Jeg vil bare ikke have trukket andres idealer ned over mig – for på den måde føler jeg ikke, at min individualitet og mine personlige valg respekteres. Ja, jeg lever et andet slags liv sammenlignet med min nærmeste familie – og fred være med det. Men hey, hvad med at omfavne forskelligheden i livsførelserne? Jeg ønsker jo kun, at de er glade for måden, hvorpå de har indrettet sig og at de trives i det. Og på samme måde vil jeg både håbe og ønske, at de er glade, hvis de oplever, at jeg er glad, for den måde, hvorpå jeg har indrettet mig – frem for at lægge et tids- og forventningspres ned over mig (som jeg af og til føler – især når spørgsmål som ovenstående kommer, uden jeg selv har bedt om det).

Og et andet aspekt er, at de, der stiller denne slags personlige og konfronterende spørgsmål, jo muligvis – uden at tænke over det – risikerer at ramme ind i nogle svære følelser hos den person, de spørger. Tænk, hvis personen ikke kan få børn? Tænk, hvis personen selv ønsker, at der skal komme styr på denne del af livet, men at det er svært at få til at lykkes? Eller noget helt tredje…

Den lader vi lige stå et øjeblik…

Jeg synes, der er brug for nænsomhed og respekt for forskellighed – i hvert fald i mit tilfælde. Jeg synes ikke, at jeg skal stå til regnskab for, hvordan jeg lever mit liv over for andre end mig selv – og alligevel, så finder jeg mig selv i forsvarsposition gang på gang. Det kunne være fedt, hvis der blev holdt lidt inde med affyringen. Just saying… Så, skal vi ikke bare blive enige om, at vi hver især råder over vores egen tilværelse? Og derved også sagt, at vi beder om de råd, vi ønsker at få?

Og det var bare lige det. Nu kom jeg af med galden og kan fortsætte min glade og håbefulde bevægelse mod mit næste spændende årti, hvor jeg, forhåbentligt, fortsat kan overraske folk med min alder (vi satser på, at de tror jeg er 30, når jeg fylder 40 – følg med på bloggen om 10 år 😀 )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *