Første crossfit konkurrence som rookie…

I august 2019 modtog jeg 2 måneders gratis prøvetræning i Crossfit Copenhagen. Jeg vidste, at crossfit var ret “extreeeme” og jeg var lidt intimideret. Dog kan jeg godt lide at træne min krop, særligt med en god kombination af vægte og kardio – så jeg besluttede mig for – efter ca. 3 ugers aktivt medlemskab – at tage på min første opstartstime.

Crossfit – en udviklingsrejse

På opstartstimen skulle vi lave en HSPU (what the f*ck is that?!) – nå, men koderne på tavlen blev fint forklaret og jeg fandt ud af, at det betød en handstand pushup (yes, du står på hænder og tager en armstrækker) (!!!) Jeg tænkte, at de måtte tage pis på hele dette hold af mennesker, der kom for at snuse til konceptet, men næ nej. Pædagogisk blev vi dog guidet gennem forskellige øvelser som til sidste førte frem til, at vi stod på hænder op ad en væg. Ingen af os havde styrken til at krydre vores håndstand med en armstrækker, men selve dét, at stå på hænder og udfordre sig selv, dét kunne noget.

Efter fjerde opstartshold spurgte jeg lidt utålmodigt “hvornår er man klar til at tage på et rigtigt hold?” Svaret var, at “man nok aldrig føler sig klar og bare må kaste sig ud i det” (ligesom med så mange andre ting her i livet; især, hvis man har lidt kompetence issues og perfektionistiske tendenser) og bruge de skaleringer, der kan bruges, hvis en øvelse ikke kan gennemføres. En skalering er at tilpasse en given øvelse til sit niveau – dvs. alle kan i princippet deltage i en crossfit workout, fordi selve øvelserne tilpasses dit nuværende niveau. Dét er betryggende og har helt sikkert gjort, at jeg turde tage “springet”.

Dagen efter tog jeg på min første WOD (workout of the day – som betyder et træningsprogram for dagen, som skifter dagligt). De 8-10 første “rigtige” WODs jeg gennemførte var usandsynligt hårde og af og til blev jeg også ret mismodig. Jeg husker specifikt én træning, hvor jeg blev så frustreret over øvelsernes sværhedsgrad og mit eget niveau (læs: jeg burde vist have skaleret en anelse…) at jeg brød ud i tårer. Jeg er ikke fan af at tabe ansigt – og jeg er heller ikke fan af at være langsom sammenlignet med andre – men hvem er det? Jeg fandt ud af, at jeg skulle skifte mit fokus og være taknemmelig for, hvor meget min krop samarbejdede med mig, at alle mennesker starter et sted, og hvis man fortsætter sine efterstræbelser, selvom det er voldsomt hårdt, så udvikler man sig. Og hey, der er kun én at sammenligne sig med, og det er sig selv – bom bom!

Jeg husker også en gang (eller var det mon flere?), hvor jeg sad i omklædningsrummet efter en træning og så spurgte jeg, helt udkørt, “bliver det her mon nogensinde lettere?” Svaret var, at det fortsat ville være hårdt, fordi man bliver ved med at udvikle sig og derfor bliver vægtene tungere, men at det ville blive sjovere, fordi man begynder at mestre øvelserne. Og de fik ret. Jeg husker, engang i oktober, hvor jeg lavede min første HSPU (håndstand med armstrækker) – og det var helt vildt for mig, at jeg allerede efter 2 måneder havde udviklet mig så meget, styrke- og koordinationsmæssigt, at jeg nu mestrede denne øvelse.

Det giver blod på tanden at mestre ting. Smagen af metal er stærkt vanedannende.

Konkurrence – ja, hvorfor ikke?

I går, 5,5 måneder efter jeg fremmødte til mit første opstartshold, deltog jeg i min første crossfit konkurrence: Penthouse Playoffs på Centralen, Crossfit Copenhagen. Jeg havde en måned forinden tilmeldt mig konkurrencen og fundet mig en makker. Min makker er både lige så ny og lige så modig som jeg. Vi har lært hinanden at kende oppe på Centralen og træner godt sammen. 

Dagen før konkurrencen læste jeg forskellige tips til, hvordan man pakker en optimal konkurrencetaske, hvilke madvarer, der er gode at spise i mellem træningerne, og hvordan man bør opvarme og nedkøle inden og efter selve træningerne på konkurrencedagen, og så forberedte jeg både tasken og maden, så jeg kunne have en god og rolig start på dagen.

Lørdag morgen kl. 9, da vi skulle indskrives i konkurrencen, mødtes jeg med min makker. Vi havde begge maverne fulde af velkendte nervøsitetssommerfugle og vi var begge lige dele glade og spændte.

Stemningen til en konkurrence er vildt fed! Atleterne er søde ved hinanden og deler gerne tips og strategier. Dommerne er cool og søde til at heppe på én, når man er max presset. Publikum skaber den vildeste stemning. Jeg husker flere gange, hvor jeg hørte mit navn blive råbt ude fra publikum uden virkelig at ane, hvem der råbte – men dét sus, det gav gennem kroppen, dén energiopladning, det var så stærkt!

Min makker og jeg opnåede dagens mål: Vi havde det så fedt og sjovt! Og dagen derpå, hvor vi begge to er sindssygt ømme i skuldre, lænd og hoftebøjere, så er vi klar på at stille op igen. I går fik vi et godt billede af, hvor vi står og hvad der skal til, for at komme i finalen – og vi har fået en masse at arbejde med og på.

I dag, dagen derpå, sidder jeg tilbage med glæde. Jeg er så glad for, at jeg kastede mig ud i at prøve mig selv af, velvidende, at jeg ikke havde en jordisk chance for at placere mig i toppen – hvilket faktisk er en bedrift i sig selv, når man er et konkurrencemenneske. Jeg er så glad for, at min makker ville stille op og at hun har så lyst et sind og et stort gå-på-mod. Jeg er taknemmelig for, at min 30-årige krop er sund, frisk og stærk. Jeg er beæret over at være blevet en del af et fællesskab på så kort tid og virkelig føle mig på hjemmebane. Og sidst men ikke mindst, så har jeg en enorm respekt for alle de seje atleter, der deltog – og jeg bliver ikke intimideret af, at mange er bedre end mig, men jeg bliver derimod enormt inspireret til at aspirere mod deres niveau.

Og det er virkelig dét jeg har fundet ud af passer mig perfekt ved crossfit: Der er et uendeligt udviklingspotentiale. Du kan hele tiden arbejde på din udvikling – og det går typisk kun én vej, hvis man vedholdende deltager i træningerne – og det er fremad!

Og så er der sammenholdet. Sammenholdet er en anden ting, jeg er vild med. Her i crossfitverdenen har jeg fundet ligesindede træningstosser, der elsker at løfte tungt, “hænge i baren” og udvikle og bevæge sig på gulvet – ja, det lyder festligt, ikk? Og nogle gange mødes vi også uden for boxen og spiser mad eller drikker øl og drinks. Det er super hyggeligt at mødes på forskellige arenaer, og det giver den dér slags fællesskabsfølelse som gør, at man bare har lyst til at tage op at træne, selvom man er træt, fordi det er hyggeligt at hilse på de gode folk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *